Julemarked på Boltinggaard 26-28 november 2021
Julemarked på Boltinggaard –en fast juletradition for hele familien siden 2018
Vi glæder os over den store opbakning og værdsætter alle de mange, der dukker op for at komme i julestemning med deres familier. Og man kommer virkelig i julestemning med boder overalt på gårdspladsen, i hestestalden, i Godsets to festsale samt filmstudiet.
Alle steder er der pyntet festligt op af CHP Events egen dygtige dekoratør, der hvert år overgår sig selv i kreative udfoldelser, som vi glæder os til at opleve rundt omkring på Godset.
Vi fortsætter med at holde længe åbent fredag d.26/11 -fra 16.00- 19.00, så man kunne nyde alt det smukke lys rundt om i gårdspladsen samt på træer og i boderne. Lørdag og søndag fra 10.00-16.00.
En fast tradition er besøg af selveste julemanden og hans kone med deres kane rundt om på Godset – der kan smages på alle de lækre delikatesser og julegodter – børnene har mulighed for ponyridning med søde nissehuer på – og der kan nydes og købes julepynt, brugskunst, juletræer, dekorationer, glaskunst, mode og alt hvad hjertet kan begære.
Markedet byder hvert år på flere drikke- og spisemuligheder, bl.a. æbleskiver og gløgg, rygende varm chokolade, sprøde flæskestegssandwich, vafler på pind samt mulighed for at lave sin egen pandekage over bål hos spejderne med børnene.
Vi her på Boltinggaard vil også være tilstede i den gamle sal bagerst i vores egen cafe. Her har man mulighed for at købe en varm ret, øl og vand samt Maries hjemmelavede æblekage med gløgg eller kaffe til. Ligeledes vil der være mulighed for at høre mere om hvilken type arrangementer, man kan holde på Boltinggaard.
Til at skabe den helt rigtige julestemning synger dygtige kor Medius fra Ringe alle julens dejlige sange rundt om på gårdspladsen og inde rundt ved boderne.
Alt i alt et magisk julemarked, som vi glæder os til at kunne byde velkommen til igen i den første weekend i advent i 2021.